AB Blommehaven blev stiftet den 6. juni 1991 på et møde på Tranbjerg Kro.

Byggeriet blev udført af Andelsboligcenteret sammen med entreprenørfirmaet Larsen og Nielsen, og Home stod for salget af andele sammen med advokatfirmaet Jensbo.

Andelsbeviset kostede dengang 160.981 kr., hvilket svarer til 265.897 kr. i 2021-niveau. En stigning på 65,17%.

Boligafgiften i 1991 blev af Andelsboligcenteret vurderet til 2.854 kr. + 500 kr. i fællesudgifter – i alt 3.354 kr. i husleje. I 2021-niveau svarer det til en husleje på 5.539 kr. Den aktuelle husleje i 2021 er kun på 4.390 kr. Man må sige, at vi er gode til at passe på andelshavernes penge.

Næste møde blev afholdt den 24. september 1991, og her blev det oplyst, at byggeriet vil blive påbegyndt i oktober og at man regnede med, at boligerne ville være indflytningsklare i juni 1992.

Blommehavens første formand, Niels Grønskov, var udtrådt af bestyrelsen og der blev derfor på en ekstraordinær generalforsamling den 5. oktober 1991 valgt Theodor Andersen som ny formand. Derudover kom den nye bestyrelse til at bestå af Frede Jakobsen og Lars Mørch.

Den 23. oktober tog andelsboligforeningens formand Theodor Andersen det første spadestik og byggeriet af Blommehaven var i gang.

Herefter blev der afholdt en række møder på Tranbjerg kro, med orientering om byggeprocessen samt muligheder for at vælge andre hårde hvidevarer, og andre små ændringer som man ønskede sig i huset.

Den 20. marts 1992 blev der holdt rejsegilde ved nr. 53. Derefter kunne det ikke gå stærkt nok med at husene skulle blive færdige.

På et møde den 15. oktober 1991 var vi blevet lovet udlevering af nøgler den 30. juni 1992. Stor var glæden, da vi fik at vide, at vi kunne få nøglerne allerede den 26. juni 1992. For mange vil den dato nok stå printet i deres hukommelse, for det var netop den dag, Danmark blev europamestre i fodbold. Så for nogle enkelte var det nok ikke så sjovt at have flyttedag om lørdagen, men flyttes skulle der jo.

Efter aftale skulle alle melde flytning på Folkeregisteret pr. 2. juli 1992. Dette af hensyn til andelsboligforeningens økonomi. Desværre kunne ikke alle andelshavere opfylde denne enkle oplysning og meldte den ”forkerte” – altså den rigtige – flyttedato. Dette afstedkom en ekstraregning fra Kreditforeningen på 16.000 kr. at betale ved Kasse 1.

Mange af os kom fra lejligheder og havde aldrig før haft egen have. Men det var jo bare at gå i gang og søge hjælp hos alle de nye flinke naboer, og se hvad de havde af haveredskaber, som man ikke selv kunne leve uden. Der var jo ikke plantet hæk det første stykke tid, men da det blev efterår, fik vi alle udleveret hækplanter og så var det bare at gå i gang.

Ikke nok med, at vi selv skulle plante hæk, så skulle vi også selv færdiggøre terrassen. Sandet var stampet, men fliserne skulle vi selv placere efter bedste evne. Græsset kom heller ikke op af sig selv, men blev sået af andelshaverne. Frøene kunne afhentes i nr. 53 den 29. juli 1992.

De nye beboere var en blandet flok af alt fra pensionister til arbejdende folk, hvor børnene var flyttet hjemmefra samt unge mennesker med småbørn eller med småfolk på vej. De første mange år holdt vi en årlig vejfest med leg og hygge for børn og barnlige sjæle om eftermiddagen, og spisning og hygge (fest) i et lejet telt for alle om aftenen. Der var både fadølsanlæg og kulørte lamper – der manglede ikke noget.

I de senere år er vi begyndt at afholde en grill-aften i stedet. Det er vældig hyggeligt, og en pølse fra grillen kan man jo altid spise sammen med kolde øl, vand og vin – og ikke mindst i godt selskab.

Da foreningen i 2017 kunne fejre sine første 25 år, hed formanden Ole Christensen, og dagen blev fejret med en rundvisning på Moesgård Museum og en dejlig middag på Tranbjerg kro.

På årets generalforsamling i 2019 var der desværre ikke kandidater nok til at bestyrelsen kunne blive på 5 medlemmer, så vi endte ud med en bestyrelse på 4.

På samme generalforsamling blev Lene Christensen valgt som formand.

I oktober 2019 vedtog foreningen på en ekstraordinær generalforsamling, at der skulle laves en større forbedring af boligerne. Det skete i form af en udskiftning af vinduer og yderdøre i boliger. Da det arbejde skulle starte op i foråret 2020, blev foreningen jo som alle andre sat lidt i stå pga. corona-pandemien. Arbejdet kom i gang i oktober 2020 og forventes helt færdigt i juni 2021. Den lange tid skyldes, at huse med glasparti ikke skal stå uden glastag og vinduer i vinterhalvåret.

Og samtidig fandt foreningen ud af, at tagene heller ikke havde det så godt, så vi måtte på den igen. På en ekstraordinær ”stay-home”-generalforsamling blev det vedtaget, at tagene skulle udskiftes. Det arbejde vil blive påbegyndt i marts 2021 og forventes også færdiggjort i løbet af juni-juli 2021.

Blandt andelsboligforeningens 22 boliger er der 5 boliger med beboere, der har været andelshavere siden indflytningen i 1992. (pr. 24. februar 2021).